|
De første 100 år
1863 5. august 1863 laster skipper Otto Hansens jagt ”Marie Kristine” i Vejle Havn med stykgods til København. Otto Hansen har sejlet med større vejlensiske skibe på fremmede havne, og har netop fået bevis som sætteskipper. Han beslutter sig som 22-årig i 1863 for at få fod på eget dæk, og begynder paketfart mellem Vejle og København. I de første år klarer han op mod en snes rejser om året for sejl, og i 1866 begynder det første dampskib sejlads mellem Vejle og København.
1878 Det Forenede Dampskibs Selskab, DFDS, som blev stiftet i 1866, udnævner Kaptajn Otto Hansen til agent for DFDS i Vejle, dermed Dampskibs-expeditør, mod at han ”straks ophører med den af Dem eller for Deres Regning hidtil førte Paketfart mellem Kjøbenhavn – Veile og omvendt, og forpligter Dem til af al Evne at søge at forhindre Andre i at optage denne.”
1922 Dampskibsekspeditør Otto Hansen dør som 82 årig. En måned før Otto Hansens død optages prokurist H.J.Hansen som medansvarlig interessent, og firmaet bliver til Otto Hansen & Co.
1930’erne og 1940’erne Rutebådene Vejle-København får selskab af andre DFDS skibe med foderstoffer og råstoffer fra hele verden til Vejle’s industri. Varer ud af Vejle kunne være kakkelovne, margarine, mel og gryn, kartofler, krydderierstatninger ofte til København, men også videre til svenske og finske havne. Specielt mod slutningen af 2. verdenskrig udgjorde brunkul, tørv og stødbrænde en væsentlig del af transporterne.
1950 Det moderne fragtskib ”Riberhus” indsættes med mulighed for at tage 12 passagerer med på dæksplads. Til gengæld reduceres besætning på ruteskibet fra 25 til 13, og antallet af havnearbejdere til losning reduceres fra godt 50 til 16 mand. En revolution af et skib, der fortsatte i ruten frem til 1967, med 3 anløb i Vejle ugentligt.
1951 H.J.Hansens søn Svend Hansen optages som kompagnon. Han har arbejdet i firmaet siden 1948.
1952 Storebæltsforbindelsen var i efterkrigsårene overbelastet med varer til hovedstaden. Importen af biler tog til i disse år, og forhandlinger førte til en stor trafik fra Tyskland af nye Opel biler fra Rüsselsheim, som kom til Vejle på banevogne, og blev sendt videre til København med ”Riberhus”. Vejle fungerede som General Motors centrallager for Danmark, og trafikken varede ved helt op til 1961, med op til 3000 biler årligt.
1960 Eksporten fra Vejle-området tager til, og DFDS rutenet ud af København benyttes flittigt til eksportvarer til hele verden. Otto Hansen & Co. bliver i 1960 agent for Norddeutscher Lloyd, som har et verdensomspændende rutenet ud af Bremen. I midten af 1960’erne begynder København at miste terræn i forhold til de store kontinenthavne Hamborg og Bremen. København er for langsom og for dyr, og de store skibe anløber ikke mere København. Efter fusionen med Hapag i 1971 til Hapag-Lloyd er Hamborg og Bremen stærke alternativer til oversølinierne ud af København.
1965 Ekspeditør H.J.Hansen dør, og firmaet fortsætter med speditør Svend Hansen som eneejer.
1967 ”Tumlingen” – et moderne ro-ro skib indsættes i 1967, men godsmængderne søger andre veje – fra 1967 til 1970 bliver godsmængden fra Vejle til København halveret. Containeriseringen er nu for alvor startet, og dermed er startskuddet givet til store forandringer i varestrømmene.
1968 Rutebåden Vejle-Hamburg sejler for sidste gang. Oversøgodset går til Hamburg og Bremen i lastbiler og containere.
1970 DFDS ophører med at sejle til Vejle, - ruten har været urentabel i nogen tid, og konkurrencen fra containere og lastbiler er for hård.
1971 Fellowship-samarbejdet opstår ved fusionen til Hapag-Lloyd, og det fortsætter succesfuldt indtil 1999.
1978 Ruten Vejle-Bremen sejler for sidste gang. Dette er Otto Hansen & Co’s sidste rutebåd i Vejle, og firmaet har nu kun sporadiske skibsanløb i Vejle. Til gengæld er biltrafikkerne kommet godt igang, og containerne går nu direkte via kontinentet eller Århus.
|