|
Information til vore kunder Vejle, den 5. december 2006
Pallebytte stop fra 1.1.07 på internationale transporter Bytning af EUR paller er forbundet med store direkte omkostninger, samt et stort tidsforbrug som er vanskeligt at registrere. Med de skærpede krav til køre-hviletid/arbejdstid, samt den akutte mangel der er på chauffører og biler, giver det ikke mening, at vore chauffører skal bruge dyrebar tid på at:
- sortere paller ved pallebytte ,
- diskutere om pallerne er gode nok eller rent skrot,
- køre rundt med originale pallesedler for at få udleveret returpaller,
- eller endda helt kan risikere at miste kravet, hvis pallesedlen ikke er indløst inden 14 dage.
Omkostningen ved pallebytte er stigende, og samtidig er der behov for og krav om nytænkning i hele transportforløbet, så vi kan udnytte vore ressourcer og biler optimalt.
Mange virksomheder har haft problemer med kvaliteten af returpaller idet disse ofte ikke lever op til standarden for fødevarer eller f.eks. ikke passer ind i palleterings maskinerne. Mange virksomheder har direkte droppet pallebytte, og fakturerer så deres kunder direkte med det antal paller godset leveres på. Derved spares meget administration for virksomhederne med registrering og rykning af paller, samtidig med at kvaliteten af pallerne kan tilpasses produktet.
Med baggrund i ovenstående fakta, har vi derfor besluttet at stoppe med at bytte paller i de internationale trafikker fra 1.1.07, og derfor vil paller fremover blive set som et mellemværende mellem køber og sælger af de varer vi transporterer. Vi er naturligvis gerne behjælpelig med at transportere tomme paller retur som enhver anden transportopgave.
Paller kan stadigvæk byttes i Danmark, såfremt det sker umiddelbart ved levering, og kun mod et pallebyttegebyr på kr. 9,50 pr palle. Paller i national trafik der ikke umiddelbart byttes ved levering vil blive faktureret med kr. 65,00 pr palle, som ikke kan refunderes ved et senere bytte.
Vi står som altid til rådighed med råd og vejledning og yderligere informationer.
Med venlig hilsen Otto Hansen & Co. a/s
|